Fugning

Fugen er murværkets lunger. Derfor er det vigtigt at den er diffusionsåben, så fugt og kondens kan trænge ud. Der vil nemlig altid opstå kondens i et murværk, og hvis denne fugt ikke får lov at komme ud gennem fugen, sætter den sig i stenene, så man risikerer frostsprængninger.

Elasticitet

Samtidig skal fugen være så elastisk, at den kan optage de bevægelser og sætninger der er i bygningen. I et murværk vil der uvilkårligt opstå spændinger som følge af temperatur- og fugtsvingninger, og ved at bruge en mørtel der er for hård og ufleksibel, er der fare for at de omkringliggende sten sprænges.

Den æstetiske dimension

Der er også en vigtig æstetisk dimension. En tredjedel af overfladen på en blank mur udgøres af fugen, og derfor har det stor betydning om det er en lys, venlig kalkfuge eller en grå cementholdig fuge.

Ved restaurering af ældre, grimede fuger kan kontrasten mellem dén og en ny, lys fuge blive for stor. I sådanne tilfælde er det langt bedre at indfarve en kalkmørtel, end at bruge en cementholdig mørtel for farvens skyld.

Klik og nedhent vejledningen som PDF

Klik og nedhent vejledningen som PDF